Udtalelser fra tidligere deltagere.
"Jeg deltog i et forskningsprojekt på Københavns Universitet og det var en super god oplevelse. Jeg følte mig altid tryg og forskerne var venlige og imødekommende. Kan klart anbefale at deltage i forskningsprojekter - så bidrager man også til ny viden."
Jens, 57 år
"At deltage i et forskningsprojekt var nyt for mig og jeg havde lyst til at yde min lille del til noget stort, vigtigt og gavnligt for mange, inklusiv mig selv. At deltage var spændende og lærerigt, at motionere var hårdt og krævede en vis portion udholdenhed og stædighed, og der var forskerne super til at støtte, skubbe og motivere mig til at holde ved. At gennemføre var meget tilfredsstillende. Både at bidrage til projektet, mentalt samt det fysiske velvære motionen gav. Alt i alt har det været super, at få lov at være med."
Susanne, 63 år
"Jeg er med i et projekt, som ikke er færdigt endnu, men indtil videre er det kun positivt. Alle de involverede er utroligt søde og tålmodige og virker meget professionelle og kompetente. Så jeg er meget tilfreds. Det er godt at kunne give sit bidrag til videnskaben. Jeg har også valgt at deltage af egoistiske årsager, da det også hjulpet mig til at komme i gang med træning."
Carina, 57 år
"Jeg har været med som forsøgsperson flere gange og synes, at det er vældigt interessant. Jeg har altid været med som den “raske” forsøgsperson. Jeg deltager først og fremmest fordi jeg synes, at forskning er meget vigtig. Jeg har været igennem et brystkræftforløb og tænker ikke at jeg var kommet så godt igennem, hvis ikke at der var blevet forsket i kræftområdet. Så hvis jeg kan give noget igen til forskningen ved at bruge min tid og krop, ja så vil jeg gerne det. Selvfølgelig synes jeg også det er spændende at finde ud af om min krop fungerer “normalt”. Jeg ønsker også kun at deltage i forsøg som ikke kan skade min krop. De forsøg, som jeg har deltaget i er jeg blevet mødt med kun søde og rare mennesker, som alle har været velforberedte. Det har selvfølgelig også betydning for at jeg fortsætter med at være forsøgsperson."
Nanna, 55 år
"De mange forsøg jeg har deltaget i efterhånden har været super spændende. Det er fedt at kunne hjælpe andre patienter ved at be eller afkræfte de teser som undersøges. En ekstra bonus udover at hjælpe, er at man får indsigt i den utrolige krop og et øjebliks billede på sin heldbredstilstand."
Flemming, 59 år
"Min oplevelse af forskningen er meget positiv, de læger jeg mødte var kompetente, og jeg følte mig godt modtaget. Alle mine spørgsmål var besvaret hurtigt og jeg synes, at jeg fik den tid jeg havde brug for til at forstå procedurerne."
Selma, 60 år
"Jeg deltog i et forsøg vedrørende trænings indvirkning på ens insulin produktion. Forsøget var på Biomedicinsk institut. Jeg blev modtaget af de mest fantastiske og engagerede mennesker på Panum. De "piskede" mig igennem et 12 ugers træningsforløb, på motionscykel og i romaskine. Der har, efterfølgende, været mærkbare ændringer i min dagligdag. Jeg går nu ubesværet på 2.sal. Min motivation, til at fortsætte med at motionere, har ligeledes fået et kæmpe løft. Ved afslutningen på Panum vejede jeg 128kg og er på nuværende tidspunkt på 119kg og forventer at ramme omkring 105kg ved årsskiftet."
Jesper, 59 år
"Jeg har deltaget i et forskningsprojekt. Her blev jeg mødt med engagement og venlighed. God information og råd/vejledning. Alt i alt en god oplevelse."
Stine, 58 år
"Jeg har deltaget i oklussionstræning i gruppen, der fik Okkulsionstræning på Bispebjerg Hospital Fysioterapeut klinik fra oktober til december 2023. Det er det bedste, der er sket for mit knæ, siden det gik i stykker første gang for 40 år siden. Jeg fik ca. 30 minutters træning 2 gange om ugen med to engagerede studerende, som guidede mig gennem de 12 ugers benhårde øvelser. Desuden fik jeg en masse god viden fra projektleder og de studerende. Alt i alt en god oplevelse. Forsøget betød, at jeg genopdagede min evne til at gå over 10 km og sove om natten uden at vågne for at skulle løfte benet med rundt. Det fungerer stadig godt på trods af, at træningen stoppede omkring 1.1.2023. Jeg fortsatte på egen hånd nogle måneder men er stoppet, da det kræver adgang til fitness maskiner, som jeg ikke har pt. Jeg har fundet ud af, at jeg kan holde det nogenlunde funktionsdygtigt med almindelige styrkeøvelser og 150 - 300 km på cykel om ugen. I sommerferien cykler jeg hver dag 100+ i Norge og når jeg vender tilbage genoptager jeg okkulsionstræningen med det rigtige udstyr og de samme øvelser."
Jonna, 58 år
© 2025 Trialtree